Kære kunder
Lige før juleferien skrev vi til jer med en opdateret migreringsplan. I den opdaterede plan havde vi rykket opstart af migreringerne fra januar måned til februar måned.
Vi har nu besluttet at rykke størstedelen af migreringerne til efter sommerferien.
Hvorfor udskyder vi migreringerne igen?
I sidste uge havde vi hackathon. En hel uge, hvor alle mand var dedikeret til at fixe fejl på den nye løsning og sikre stabilitet i selve migreringsfunktionen. I løbet af ugen gik det desværre op for os, at der stadig dukker fejl op - især i relation til selve migreringen. Løsningen i sig selv er stabil og lækker, men der opstår stadig småfejl, når vi opgraderer eksisterende løsninger.
Vi var ellers meget optimistiske, da vi for et par uger siden migrerede vores eget site (gopublic.dk) over på GoPublic-løsningen, hvor alt gik godt. Men én ting er at migrere ét site - en anden er at migrere de ca. 500 sites, som vi er ansvarlige for. Her har vi brug for yderligere stabilitet og en helt automatiseret migreringsfunktion.
Vores højeste prioritet er at sikre, at migreringerne forløber så gnidningsfrit som muligt for jer og jeres brugere. Derfor tog vi beslutningen om at skubbe tidsplanen en god bid, så vi kan sikre dette.
Hvad betyder det for jer?
Migreringerne er rykket, og de tidligere udmeldte datoer er ikke længere gældende. Vi starter den store migreringsbølge i midten af august måned.
I starten af juni måned - inden der går sommerferie i den - udsender vi en opdateret migreringsplan.
Hvordan kan I forberede jer?
Der er ikke den store forberedelse for jer inden migreringerne. Når jeres migrering er gjort klar, beder vi jer godkende jeres migrering ved at sikre, at der ikke er nogle nævneværdige fejl, inden vi trykker på go live-knappen. Derfor skal I påregne lidt ekstra arbejde i den periode, hvor jeres migrering ligger. Det er svært at vurdere, hvor mange timer I skal bruge. Det kommer an på størrelsen og kompleksiteten af jeres site, men et bud fra vores side er 5-20 timer.
Inden migreringerne går i gang, sender vi mere praktisk information ud om, hvordan en migrering kommer til at forløbe.
Præmigreringer og stabilitet i løsningen
For at sikre at selve løsningen er stabil og har få fejl, bliver alle nye kunder igangsat direkte på den nye GoPublic-løsning - ligesom vores egne sites kører i løsningen. Ligeledes bliver kunder, der skal lanceres inden sommerferien, migreret til GoPublic inden lancering.
Hvis I gerne vil hurtigere på den nye løsning, så ræk endelig ud, da vi gerne vil have et par ekstra kundeløsninger til at fintune migreringsmotoren, inden den for alvor skal i brug efter sommerferien.
Med venlig hilsen
GoPublic-teamet